Granada og flamenco
Granadas cante jondo-konkurrence i 1922
Hvordan Manuel de Falla og Federico García Lorca arrangerede en konkurrence i de dybeste flamencosange på Alhambra i 1922, hvem der vandt, og hvorfor det stadig betyder noget.
Reservér din plads på La Alboreá ↗En konkurrence i den dybeste sang
I 1922 var Granada vært for Concurso de Cante Jondo, en fiesta af flamencosang, -musik og -dans. Cante jondo betyder dyb sang, flamencoens hjerte i modsætning til den lettere cante chico. Komponisten Manuel de Falla undfangede ideen, og den unge digter Federico García Lorca, dengang treogtyve, gav den stærk støtte fra begyndelsen. Det var en to-dages aftenbegivenhed afholdt udendørs på Alhambra.
Hvorfor Falla ønskede det
Falla følte, at musikken i cante jondo var faldet i dekadence, og han ønskede at nære og ophøje den. Han skrev et essay, hvori han argumenterede for, at tre ydre påvirkninger formede flamenco: byzantinsk kirkemusik fra det østlige Middelhav, maurisk musik fra Nordafrika og Arabien samt folkemusik fra Indien, bragt til Spanien af gitanos, som begyndte at ankomme for omkring fem hundrede år siden. Disse traditioner smeltede sammen med indfødt spansk musik, argumenterede han, og gav cante jondo dens karakter.
At vinde publikum
Arrangørerne ønskede mere end en god aften. At hverve spanske intellektuelle blev anset for afgørende for at modvirke den foragt, som nogle reformatorer på den tid følte for flamenco, og Falla samlede en imponerende gruppe af musikere og kunstnere til at sponsorere begivenheden. Lorca bidrog ved at holde foredrag og skrive essays om kunsten og dens lidet kendte historie. Målet var at tiltrække et indflydelsesrigt publikum, som efterfølgende ville tale godt om cante jondo.
Reglerne og præmierne
Forestillingen inkluderede de bedst kendte flamencoartister, men præmiepengene var forbeholdt amatørudøvere, og festlige sange som cantiñas var udelukket, fordi Falla og Lorca ikke betragtede dem som jondo. Antonio Chacón, sin tids førende sanger, ledede juryen. Vinderne var El Tenazas, en pensioneret professionel sanger fra Morón de la Frontera, og Manuel Ortega, en otteårig fra Sevilla, som ville gå over i flamencohistorien som Manolo Caracol.
Fra en plaza til Alhambra
Finansieringen kom fra byen Granada, dog ikke uden livlig modstand, da kritikere pegede på det blandede miljø omkring flamencoforestillinger. Arrangørerne kaldte endda kunsten cante jondo frem for flamenco i håb om at undgå den bebrejdelse. Da man forventede flere mennesker, blev stedet ændret fra Plaza de San Nicolás i Albaicín til det mere rummelige Alhambra.
En konkurrence, der forfejlede
En beretning kalder konkurrencen en fiasko, fordi den gav genlyd i ringe grad, og fordi Falla og Lorca ikke værdsatte den professionelle karakter, flamenco allerede havde. De søgte en renhed, som ifølge beretningen aldrig har eksisteret i en kunst præget af blanding og personlig innovation. Samme beretning siger, at intellektuelles anerkendelse af flamenco begyndte kort efter, med Generationen af '27.
Hvad det betyder for et besøg
Et show i Granada i dag er noget andet end konkurrencen i 1922: en kort optræden af professionelle i et lille lokale. Men historien viser, hvor længe Granada har været en del af flamencoens historie, og granaínaen, som tilskrives Antonio Chacón, er byens egen sang. Hvis en sanger i et moderne show vælger en granaína eller en seguiriya, trækker de på den samme dybe sangtradition, som Falla og Lorca ønskede at hylde.
Hvem dette ikke er for
Hvis du kun vil vide, hvad du kan forvente på aftenen, vil vejledningerne om billetter og transport dertil være bedre for dig end denne. Dette er baggrundslæsning for alle, der er nysgerrige efter at forstå, hvorfor Granada, Alhambra og flamenco så ofte nævnes sammen. Den beskriver ikke, hvad spillestedet opfører, og intet i programmet fra 1922 videreføres til et moderne show på en time.
Kilder